Artiklen, Børns mundtlige legekultur, af Povl Bjerregård
beskriver de mundtlige aktiviteter, genrer og udtryksformer, der indgår i børns
samvær, som levende udtryk, der forandres dynamisk og tilpasses situationerne,
og er en del af børns sociale og kulturelle liv.
Artiklen beskriver, hvorledes øgenavne, kælenavne, gåder,
udråb, nonsensfortællinger, ord gak-gak, historier, gys, lyde, rim, remser
gåder, vitser m.fl. overleveres såvel vertikalt som horisontalt og via
medierne.
Ligeledes beskrives, hvorledes der forudsættes viden og
kompetencer indenfor bl.a.sociokultur,
lingvistik og poesi, form at kunne deltage ligeværdigt i legen.
Derefter gennemgås eksempler på forskellige genrer og
udtryksformer, der viser bredden og karakteristikken af den mundtlige
legekultur.
Gåder og gådevitser:
Der opregnes forskellige eksempler på gåder og vises, hvordan flere
typer af gåder/vittigheder fordrer kendskab til eksempelvis alfabetet, andre
sprog, medie-kulturer etc., og forstår man ikke vitsen, må man hellere grine
med alligevel, så man stadig er med i latterens fællesskab.
Gyserfortællinger: Her er det ikke pointen, men derimod
selv fortællingen, der er i focus - det handler om at kunne trække historien
og spændingen.
Vittigheder/Alle børnene: Temaerne, rytmen og enkelt
struktur tiltaler børn, som ment kan huske vitserne og selv digte nye. Ved at
lave vitser udtrykkes ellers tabuiserede emner på en legal måde, og det
ubærlige eller det unævnelige finder form og udtryk gennem den humoristiske
distance.
Parodier: En gøren grin med noget - som regel noget
finkulturelt, ophøjet eller alvorligt - børn kan f.eks. gengive en upopulær
pædagogs talefejl eller lign eller omskrive populære sange til en fræk parodi.
Rim og remser, bruges mest af de mindre børn, og de gode
gamle fænger stadig.
Større børn har jeg oplevet selv eksperimentere/lege med
rap og digte - små hurtige raps over hændelser i dagligdagen - med skiftende
dygtighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar